I løbet af vinteren har jeg i den grad været flittig med motorsaven. Som jeg tidligere har skrevet, så har jeg stynet piletræerne og tyndet gevaldigt ud i alle de mange træer, der stod på matriklen, da vi overtog vores lille gård for snart halvandet år siden. Tilbage står nu at få omdannet alle de mange stynede stammer til brænde til brændeovnen.

Og lad det være sagt med det samme. Det er hårdt arbejde. En ting er fældningen, men der er fascinationen over at se landskabet ændre sig så stor, at det opvejer det hårde arbejde.

Når først stammerne ligger klar til at blive savet op, så synes jeg ikke det er det store arbejde at få træet savet ud i de rette længder. En tank benzin på saven holder ca. 30 min. og så er det tid til en pause. Jeg har altid en flaske vand med, når jeg saver, og så husker jeg at give kæden en tur med filen, når jeg har hældt olie og benzin på maskinen. Jeg plejer at kløve træet ret kort tid efter, jeg har savet brændet ud. Jeg har en brændekløver til at stå i laden, men jeg synes, det går for langsomt, når jeg bruger den. I stedet har jeg sat et par bildæk oven på hinanden, og så sætter jeg brændet, der skal kløves, ned i bildækket.

Når brændet kløves flyver det ikke rundt til siderne, men holder sig i dækket, og så kan man give det de ekstra hug, det kræver, for man får det i de rigtige størrelser. Bildækket er en kæmpe hjælp, og det øger hastigheden på selve kløvningen gevaldigt. Der er, som jeg ser det, ikke noget hurtigere, end at kløve med økse.

Det største problem ved at kløve med økse er, at man skal bukke sig ned for at samle brændet op. Men til det har jeg fundet noget, der hedder en ”Pickaroon.” En Pickaroon kan sammenlignes med en spids økse, man kan hugge i de stykker brænde, man vil samle op og kløve. Når man bruger en Pickaroon korrekt, så er det som en slags forlænget arm, der kan nå helt ned til jorden, uden man bukker sig.

Jeg har lavet min egen pickaroon, og i dag prøvede jeg den så. Den ligner ikke en af dem, man kan købe på nettet, men den har været gratis, og den fungerer helt fint.

En Pickaroon burde være hvermandseje for enhver, der kløver sit eget brænde. Det at man ikke behøver at bukke sig ned for at samle brænde op, sparer ryggen for mange buk. Det går måske en smule langsommere, når man bruger en Pickaroon, men til gengæld bliver kroppen overhovedet ikke træt, og man kan blive ved i lang tid.

Hvis du har lyst til at se videoer med Pickaroons, så kig her Pickaroon. Der er masser af videoer på Youtube med Pickaroons, du skal bare være forberedt på, at mange amerikanere hellere vil fortælle om deres værktøj, fremfor at vise hvordan de virker.

Men hvorom alting er, så er jeg blevet fan af Pickaroon.

For lidt over en uge siden flyttede en lille flok moskusænder ind på adressen hos os. Seks ænder og en andrik. Tanken er, at vi skal have masser af ænder, der skal slagtes til efteråret.

Jeg har ledt vidt og bredt for at finde nogle tegninger af andehuse og særligt nogle gode råd om, hvilke mål man bør lave et andehus efter. Men som med så meget andet på det der store internet, så synes jeg, jeg bliver dummere af at læse om alle de forskellige måder, folk laver huse på. Nogle skriver, at de slet ikke behøver et hus, andre at en gammel mælkejunge, der ligger ned er lige så god som et andehus.

Derfor besluttede jeg mig for at prøve mig lidt frem.

Mine kriterier for et godt andehus var følgende:

• Det skulle fungere som redekasse for ænderne.
• Det måtte ikke være for dyrt i anskaffelse.
• Det måtte ikke være for svært at lave.
• Det skulle kunne holde i et par år.
• Der skulle være plads til en and med æg/ællinger.
• Det må ikke blive så stort, at andrikken kan komme til at forstyrre den rugende and.

Efter lidt overvejelser besluttede jeg mig for at bygge et “Anderækkehus”, eller rettere tre redekasser ved siden af hinanden under ét tag.  Jeg kørte et smut i Jemogfix og anskaffede mig en krydsfinerplade med en tykkelse på 12.5 mm. Pladen måler 122 x 244 cm. Krydsfinérplade

Det betød altså, at jeg kunne lave tre redekasser på tværs af pladen, således at hver redekasse blev 40 cm bred og 40 cm dyb.  Jeg valgte at lave en lille “terrasse” foran hver åbning, så jeg skar pladen ud i 70 cm.

Derefter lavede jeg bagenden. Jeg tænkte, at hvis en mælkejunge er stor nok til en moskusand, så behøver bagenden ikke være mere end 25 cm høj. Fronten på huset lavede jeg lidt højere, så taget ville få en hældning. Jeg sjussede mig frem til, at 32 cm måtte være højt nok. Herefter var det blot at skære fire sider ud, så der kunne laves tre redekasser og nogle sider.

Taget har jeg også lavet med et lille udhæng, og for at få plads til udhænget over indgangene, måtte jeg skrue et par brædder fast. Så blev der også lidt at fæste hængslerne i – taget skulle jo gerne kunne åbnes.

Taget skal jo sidde fast – også i blæsevejr, så jeg sømmede en cykelelastik fast med en krampe i taget. Jeg skruede også et par kroge fast bag på huset, så det er faktisk muligt ret enkelt at “låse” taget op og tjekke redekasserne.

Alt i alt kostede huset mig lidt over 200.- Det synes jeg er helt rimeligt for tre redekasser. Nu er der bare tilbage at vente på, om de overhovedet bliver taget i brug.

I dag ringede vækkeuret kl. 6.30. Lidt tidligere end det plejer i en vinterferie, men i dag var slagtedag for vores store hanekylling. Han var en særdeles flot fyr – en blanding af Orpington og Scan Labelle, men på det seneste var han begyndt at toppes med sin far, en lidt ældre Orpingtonhane , der herhjemme går under navnet Emil.

Aflivning

Selv om jeg efterhånden har hugget hovedet af en del fjerkræ, så kan jeg ikke undgå at være lidt anspændt i forhold til, om aflivningen foregår ordentligt. Jeg henter fuglen i hønsehuset om morgenen, og så går jeg ud på gårdspladsen, hvor jeg i forvejen har lagt øksen klar på hugblokken. Jeg holder dyret under min venstre arm, og så bedøver jeg det med et slag i nakken. Til det bruger jeg en kæp, der er lidt mindre end mit håndled. Det kan synes svært at få kraft nok i slaget, men et beslutsomt gok bedøver let dyret. Når dyret er besvimet, tager jeg i stedet fat rundt om fødderne og lægger hovedet på blokken, hvor jeg hugger det af med øksen. Når dyret besvimer, retter det sig lidt ud, og det er ikke så vanskeligt få lagt det ordentlig på blokken. Tag den med ro, det skal nok gå.

Plukning

Der er masser af gode råd og gamle talemåder i forhold til, hvordan man plukker en høne. Jeg tror, man skal finde en måde, der passer til ens eget behov. Med rutinen bliver det lettere og lettere. En ting er dog sikkert. Man har brug for varmt vand – og rigeligt af det. Jeg har anskaffet mig et par gasgruekedler. Efter noget tids søgning på nettet, besluttede jeg mig for at indrykke en annonce i guloggratis, og da først den trykte avis kom på gaden en lørdag, så blev jeg kimet ned. Jeg endte med at købe to. Den ene gav jeg 300.- for den anden 400.-

Jeg bruger ca. 40 liter vand, og det tager godt 20-25 minutter for kedlen at varme det op. Når vandet er varmt nok, kan du efter hønen/hanen er blevet trukket op og ned i vandet i 10-20 sek lige så stille trække fjerene af. Men i forhold til temperatur, ja, så må du gøre dig dine egne erfaringer.

Der findes også fjerkræplukkere, der er meget effektive Fjerkræplukker

Rensning

Når du er færdig med at plukke, så er du klar til at rense fuglen. Jeg plejer at skære rundt om kloakken, mens jeg holder godt sammen om kloakken for ikke at få afføring ud over det hele. Det kræver lidt øvelse, men med tiden bliver det naturligvis lettere og lettere. Skær en åbning op i mod brystet og stik så hånden lige så stille ind i dyret. Det føles lidt ubehageligt første gang, men som med så meget andet, så vænner man sig også til det. Træk alt det ud, du finder derinde. Det hårde rør, du kan mærke med fingrene er luftrøret, og det kan godt sidde temmelig godt fast. Tag evt. en gammel klud og hiv med den. Når du har fået alt ud af fjerkræet, så skal den skylles, og så er den faktisk klar.

 

Alder

Hvor gammel skal den så være, hanen, inden du slagter den? I dag var vores hane præcis et halvt år gammel. Vi steger den i en stegeso i ovnen i et par timer ved en lidt lavere temperatur, end hvis det havde været en lørdagskylling. Det regner vi med passer.

Men også her, må du prøve dig frem.

Tilberedning

Det er for det meste min kæreste, der laver maden herhjemme. Hun er glad for at stå i køkkenet og rode med maden, og jeg er glad for at ordne brænde og kigge efter dyrene. Så på den måde deles vi alligevel om de hjemlige sysler.

Som så mange andre, der er i tvivl om, om hvornår en hane bliver for sej at spise, så har vi kigget på internettet for svar. Men belært af vores fadæse med vædderne, har vi tillagt os en god portion sund skepsis i forhold til alle de forslag, nettet flyder så rigeligt over med.

For det første tror jeg, man skal lade være med at bilde sig ind, at man kan lave sine hjemmeslagtede høns, der har levet i et halvt år på samme måde som man tilbereder kyllinger, der er blevet slagtet i en meget tidligere alder. For det andet så har vi alle sammen forskellige opfattelser af god smag, så man er nødt til at prøve sig frem for at finde den opskrift, der passer til en selv og familien.

Opskrift

Hanen blev delt i otte stykker og brunet i en gryde. Derefter blev den lagt i stegesoen med lidt hakkede rodfrugter og et skvæt vin. Den fik ca. halvanden time, og så blev alle stykkerne taget op af stegesoen og lagt over i den sauce, der var blevet tilberedt på komfuret alt i mens, hanen havde været i ovnen. Den ”kogte” med saucen et kvarters tid, og så var den klar til at blive serveret. Hvis du vil have en mere præcis opskrift, så kan du finde en her: Coq au vin i stegeso

Den var ikke spor sej, og den smagte dejligt. Til gengæld var der meget af den, så igen i morgen er vi så heldige at få hjemmeavlet Coq au vin.

Skroget er blevet kogt af til fond. Det giver en meget dejlig suppe.

God fornøjelse med slagtning og tilberedning.

Da jeg for et par uger siden gik i gang med at styne træerne på engen, havde jeg undervurderet mængden af grene og kvas, der skulle fjernes fra de stynede stammer. Efter ganske kort tid blev det næsten umuligt at arbejde derude på grund af de mange grene og småstammer, der lå i bunker over det hele. Der trængte til at blive ryddet op. Jeg har i årevis været fascineret af flishuggere, og jeg tænkte, at sådan en måske kunne gøre en ende på virvaret på engen. Jeg lejede en flishugger for 900.- for en dag, og det syntes jeg var en meget rimelig pris for sådan en maskine, der koster ca. 100.000.- fra ny.

Flishuggeren efterlod en masse flis, som jeg ret beset ikke kan bruge til andet end at lægge i lidt bede hist og pist, så nu da jeg igen har brug for at rydde op i grene og kviste, har jeg valgt en anden tilgang.

Jeg har valgt at lave en række kvashegn. For mig at se er fordelene ved kvashegn mange. For det første er det gratis, for det andet behøver jeg ikke at have høreværn på hele dagen, og for det tredje udgør kvashegnene levesteder for dyr og fugle, for det fjerde “gemmer” kvashegnene strømhegnet lidt væk.

Jeg har valgt at lade “stammerne” i mit kvashegn udgøre af friske pilegrene, der bliver stukket i jorden i to lange rækker med en rækkeafstand på ca. 50 cm. Det er hensigten, at pilegrenene skal slå rod og dermed blive to rækker levende stammer, der holder på kvaset i mellem rækkerne. På den måde burde jeg være fri for at bekymre mig om råd, og når grenene en gang i mellem skal klippes lidt til, så er der lidt godt til fårene, og resterne kan jo lægges i kvashegnet.

 

Til at begynde med brugte jeg en mukkert for at få grenene i jorden, men fordi jorden er så blød, så kunne jeg faktisk trykke grenene ned med håndkraft. Det viste sig at gå ualmindeligt hurtigt med at få pilegrenene i jorden, og arbejdet efterfølgende var også til at overse.

Jeg er helt sikker på, jeg ikke kommer til at leje en flishugger igen. Det tiltaler mig, at grenene fra træernes toppe kan udgøre nye levemuligheder for dyr og fugle ved jorden i stedet for at blive hugget i småstykker af en støjende flishugger. Og så må tiden jo vise, om idéen med friske pilegrene som stammer er god eller dårlig.

 

En ikke så succesfuld historie

I foråret 15 bød sig en god chance for en selvforsyner. Min kammerat, der havde haft får på sin gård i en årrække, var løbet sur i vinterfodringen og livet som fåreavler, og derfor kunne vi anskaffe os seks moderfår kvit og frit. Vi skulle bare selv hente dem. Vi fik lejet en trailer, og derefter kørte vi til Sydfyn for at hente uldtotterne, der skulle have et liv hos os. På Sydfyn havde min kammerat indfanget seks moderfår til os, så vi skyndte os at få dem læsset op i traileren, og så var fårene og vi klar til at krydse Fyn igen – på vej mod det nye hjem.

 

Glæden ville ingen ende tage. Nu var der kommet dyr til ejendommen, og jeg glædede mig sådan over at fodre de kære dyr med indkøbt hø og korn. Men der var altså et eller andet galt. En dag, da jeg stod og huggede brænde ved siden af fårenes stald, kunne jeg høre nogle underlige lyde inde fra damerne. Jeg listede mig ind og kunne se, at to af moderfårene stangede hinanden. ”Det var da mærkeligt”, tænkte jeg, og jeg gik på nettet for at finde ud af, hvorfor de var så territorielle. Min google-søgning gav intet resultat, så jeg slog det hen som værende noget ”flyttestress.”

 

I løbet af ugen fik vi besøg af fåreklipperen. Jeg spurgte hende, om hun nogensinde havde hørt om, at moderfår stanger hinanden – det havde hun ikke, men hun var ikke afvisende over for min teori om flyttestress. Klipningen gik i gang og lige stå stille blev moderfårenes opførsel afmystificeret. Halvdelen af de seks moderfår var væddere. Det var en streg i regningen. ”Hvad i al verden skulle vi stille op med tre væddere?” Planen var jo at købe en vædder til efteråret. Vi måtte tænke os om, indtil videre besluttede vi at lade drengene og pigerne gå hver for sig.

 

Efter et par dybe suk, ringede jeg til min kammerat, der som plaster på såret tilbød os, at vi kunne komme ned og hente nogle andre damer til gården. Det gjorde vi, og denne gang tjekkede jeg lige underetagen, inden de blev hjulpet op i traileren.

 

Tiden gik, og vi besluttede at skille os af med to af vædderne. Der var ingen på guloggratis, der var interesserede i vores væddere, så efter at have konsulteret internettet endnu engang for at se, om man kunne spise væddere, så besluttede vi at sende to af dem til slagteren for at få lavet nogle grillpølser ud af dem. ”Det kunne man sagtens”, sagde slagteren.

Som sagt så gjort. To væddere blev lavet til pølser, og den sidste fik lov til at blive hos os. Midt i april lukkede vi de fem damer og vædderen på græs, hentede vores grillpølser hos slagteren og glædede os over, at vi alligevel havde fået vendt en lidt dum situation til en god. Om aftenen tændte vi grillen på terrassen, åbnede en af de 60 poser med grillpølser og var stolte af begyndelsen på vores selvforsyningsliv. Men pølserne var uspiselige – de smagte af en mellemting mellem stald, lanolin og tis, og vi stod nu med 29.5 Kg pølser, der var uspiselige. Efter at have ærgret os over udviklingen, besluttede vi os for at slå koldt vand i blodet – nu havde vi trods alt lidt proteiner til hønsene og kattene.

Og her skulle man så tro historien om vædderne ender, men den største overraskelse havde vi stadig til gode. For midt i september måned stod der pludselig et lille sort lam på marken, og tre dage senere kom to andre små sorte lam. Det viste sig, at vædderen og moderfårene havde fået et godt øje til hinanden på stalden, så da de blev lukket på græs i april, var der nogle aftaler, der skulle holdes. Desværre døde moderen til det første lam efter et par dage, så vi måtte finde sutteflasken frem. I dag har besætningen det godt. Lige nu står de på stald og selvom de kan gå ud, så ligger de inden for og dovner den dagen lang. Alle tre lam har det fint, og flaskelammet var vi nødt til at passe i tre måneder.

Det viste sig altså, at det gode og velmenende tilbud om gratis moderfår absolut ikke blev gratis. To gange fåreklipning, slagtning, mælkeerstatning og afhentning fra Daka skulle vise sig at være lige så dyrt, som hvis vi havde købt seks nyklippede moderfår i maj måned.

Men det har været lærerigt – og lige på nær dødsfaldet, så har det også været sjovt.