Vi har haft lidt svært ved at regne ud, hvornår vi skulle forvente små lam her på matriklen. Vi blev jo gevaldigt snydt i september, da to af vores moderfår valgte at barsle i den sene efterårssol – helt uden for sæson.

Men i går skete det så. Vi havde haft en lang arbejdsdag, og ærligt talt var vi begge megatrætte, da vi kørte ind på gårdspladsen. Vi steg ud af bilen, og med det samme kunne vi høre de små spæde bræg fra stalden. Med et var træthed afløst af glæde og nysgerrighed. Moderen havde lige læmmet, og efterbyrden hang stadig ud af hende – lammene var lige blevet til. Stadig våde og med blodig pels. Hver gang lammene brægede, svarede moderen med et grynt. Og så slikkede hun løs på dem. En dreng og en pige. Begge fine, omend helt nye lam altid virker alt for små.

Moderen igang med at undersøge de små.

De er begge hvide, og det undrer os en smule – “farmand” er jo et stort flot sort får. Meeen vi har jo haft lidt problemer med, at vores får har været inde hos naboens får i perioder – så måske, vi skal til at tale med naboen om børnepenge.

En træt moder med de nye små

Moderen og lammene virker til at have det godt i deres egen bås lidt adskilt fra den øvrige flok. Lammene dier hos moderen, så allerede det første døgn havde hun drukket næsten en hel spand med vand. Hun har fået lidt ekstra grønt, og det ser ud til, hun trives i sin nye rolle som mor. Efter tre måneder med flaskelam sidste gang, er vi et par stykker, der er glade for, hun har valgt at passe sine lam selv.

Nu er vi spændte på, hvornår det går løs igen. Der er et par tykke damer mere i flokken.

En ikke så succesfuld historie

I foråret 15 bød sig en god chance for en selvforsyner. Min kammerat, der havde haft får på sin gård i en årrække, var løbet sur i vinterfodringen og livet som fåreavler, og derfor kunne vi anskaffe os seks moderfår kvit og frit. Vi skulle bare selv hente dem. Vi fik lejet en trailer, og derefter kørte vi til Sydfyn for at hente uldtotterne, der skulle have et liv hos os. På Sydfyn havde min kammerat indfanget seks moderfår til os, så vi skyndte os at få dem læsset op i traileren, og så var fårene og vi klar til at krydse Fyn igen – på vej mod det nye hjem.

Glæden ville ingen ende tage. Nu var der kommet dyr til ejendommen, og jeg glædede mig sådan over at fodre de kære dyr med indkøbt hø og korn. Men der var altså et eller andet galt. En dag, da jeg stod og huggede brænde ved siden af fårenes stald, kunne jeg høre nogle underlige lyde inde fra damerne. Jeg listede mig ind og kunne se, at to af moderfårene stangede hinanden. ”Det var da mærkeligt”, tænkte jeg, og jeg gik på nettet for at finde ud af, hvorfor de var så territorielle. Min google-søgning gav intet resultat, så jeg slog det hen som værende noget ”flyttestress.”

I løbet af ugen fik vi besøg af fåreklipperen. Jeg spurgte hende, om hun nogensinde havde hørt om, at moderfår stanger hinanden – det havde hun ikke, men hun var ikke afvisende over for min teori om flyttestress. Klipningen gik i gang og lige stå stille blev moderfårenes opførsel afmystificeret. Halvdelen af de seks moderfår var væddere. Det var en streg i regningen. ”Hvad i al verden skulle vi stille op med tre væddere?” Planen var jo at købe en vædder til efteråret. Vi måtte tænke os om, indtil videre besluttede vi at lade drengene og pigerne gå hver for sig.

Efter et par dybe suk, ringede jeg til min kammerat, der som plaster på såret tilbød os, at vi kunne komme ned og hente nogle andre damer til gården. Det gjorde vi, og denne gang tjekkede jeg lige underetagen, inden de blev hjulpet op i traileren.

Tiden gik, og vi besluttede at skille os af med to af vædderne. Der var ingen på guloggratis, der var interesserede i vores væddere, så efter at have konsulteret internettet endnu engang for at se, om man kunne spise væddere, så besluttede vi at sende to af dem til slagteren for at få lavet nogle grillpølser ud af dem. ”Det kunne man sagtens”, sagde slagteren.

Der kom et lille hvidt lam, mens damerne var på stald.

Som sagt så gjort. To væddere blev lavet til pølser, og den sidste fik lov til at blive hos os. Midt i april lukkede vi de fem damer og vædderen på græs, hentede vores grillpølser hos slagteren og glædede os over, at vi alligevel havde fået vendt en lidt dum situation til en god. Om aftenen tændte vi grillen på terrassen, åbnede en af de 60 poser med grillpølser og var stolte af begyndelsen på vores selvforsyningsliv. Men pølserne var uspiselige – de smagte af en mellemting mellem stald, lanolin og tis, og vi stod nu med 29.5 Kg pølser, der var uspiselige. Efter at have ærgret os over udviklingen, besluttede vi os for at slå koldt vand i blodet – nu havde vi trods alt lidt proteiner til hønsene og kattene.

Dejlige så de ud.

Og her skulle man så tro historien om vædderne ender, men den største overraskelse havde vi stadig til gode. For midt i september måned stod der pludselig et lille sort lam på marken, og tre dage senere kom to andre små sorte lam. Det viste sig, at vædderen og moderfårene havde fået et godt øje til hinanden på stalden, så da de blev lukket på græs i april, var der nogle aftaler, der skulle holdes. Desværre døde moderen til det første lam efter et par dage, så vi måtte finde sutteflasken frem. I dag har besætningen det godt. Lige nu står de på stald og selvom de kan gå ud, så ligger de inden for og dovner den dagen lang. Alle tre lam har det fint, og flaskelammet var vi nødt til at passe i tre måneder.

Til at starte med skulle den lille pige have mælk fem gange i døgnet.

Det viste sig altså, at det gode og velmenende tilbud om gratis moderfår absolut ikke blev gratis. To gange fåreklipning, slagtning, mælkeerstatning og afhentning fra Daka skulle vise sig at være lige så dyrt, som hvis vi havde købt seks nyklippede moderfår i maj måned.

Men det har været lærerigt – og lige på nær dødsfaldet, så har det også været sjovt.

Ud over at lave rav i den på vores egen matrikel nåede bassen her også at “krydse horn” med naboens vædder, der måtte tilses af en dyrlæge.

Hyggeligt øjeblik, hvor flaskelammet har fundet sin egen plads i flokken.