Da jeg for et par uger siden gik i gang med at styne træerne på engen, havde jeg undervurderet mængden af grene og kvas, der skulle fjernes fra de stynede stammer. Efter ganske kort tid blev det næsten umuligt at arbejde derude på grund af de mange grene og småstammer, der lå i bunker over det hele. Der trængte til at blive ryddet op. Jeg har i årevis været fascineret af flishuggere, og jeg tænkte, at sådan en måske kunne gøre en ende på virvaret på engen. Jeg lejede en flishugger for 900.- for en dag, og det syntes jeg var en meget rimelig pris for sådan en maskine, der koster ca. 100.000.- fra ny.

Flishuggeren var yderst effektiv og flisede grene på en tykkelse op til 15 cm.

Flishuggeren efterlod en masse flis, som jeg ret beset ikke kan bruge til andet end at lægge i lidt bede hist og pist, så nu da jeg igen har brug for at rydde op i grene og kviste, har jeg valgt en anden tilgang.

Jeg har valgt at lave en række kvashegn. For mig at se er fordelene ved kvashegn mange. For det første er det gratis, for det andet behøver jeg ikke at have høreværn på hele dagen, og for det tredje udgør kvashegnene levesteder for dyr og fugle, for det fjerde “gemmer” kvashegnene strømhegnet lidt væk.

Pilegrene, der står i jorden, står med ca. 50 cm. mellemrum.

Jeg har valgt at lade “stammerne” i mit kvashegn udgøre af friske pilegrene, der bliver stukket i jorden i to lange rækker med en rækkeafstand på ca. 50 cm. Det er hensigten, at pilegrenene skal slå rod og dermed blive to rækker levende stammer, der holder på kvaset i mellem rækkerne. På den måde burde jeg være fri for at bekymre mig om råd, og når grenene en gang i mellem skal klippes lidt til, så er der lidt godt til fårene, og resterne kan jo lægges i kvashegnet.

Og så er det ellers bare at fylde op mellem rækkerne.

Til at begynde med brugte jeg en mukkert for at få grenene i jorden, men fordi jorden er så blød, så kunne jeg faktisk trykke grenene ned med håndkraft. Det viste sig at gå ualmindeligt hurtigt med at få pilegrenene i jorden, og arbejdet efterfølgende var også til at overse.

Jeg er helt sikker på, jeg ikke kommer til at leje en flishugger igen. Det tiltaler mig, at grenene fra træernes toppe kan udgøre nye levemuligheder for dyr og fugle ved jorden i stedet for at blive hugget i småstykker af en støjende flishugger. Og så må tiden jo vise, om idéen med friske pilegrene som stammer er god eller dårlig.

En ikke så succesfuld historie

I foråret 15 bød sig en god chance for en selvforsyner. Min kammerat, der havde haft får på sin gård i en årrække, var løbet sur i vinterfodringen og livet som fåreavler, og derfor kunne vi anskaffe os seks moderfår kvit og frit. Vi skulle bare selv hente dem. Vi fik lejet en trailer, og derefter kørte vi til Sydfyn for at hente uldtotterne, der skulle have et liv hos os. På Sydfyn havde min kammerat indfanget seks moderfår til os, så vi skyndte os at få dem læsset op i traileren, og så var fårene og vi klar til at krydse Fyn igen – på vej mod det nye hjem.

Glæden ville ingen ende tage. Nu var der kommet dyr til ejendommen, og jeg glædede mig sådan over at fodre de kære dyr med indkøbt hø og korn. Men der var altså et eller andet galt. En dag, da jeg stod og huggede brænde ved siden af fårenes stald, kunne jeg høre nogle underlige lyde inde fra damerne. Jeg listede mig ind og kunne se, at to af moderfårene stangede hinanden. ”Det var da mærkeligt”, tænkte jeg, og jeg gik på nettet for at finde ud af, hvorfor de var så territorielle. Min google-søgning gav intet resultat, så jeg slog det hen som værende noget ”flyttestress.”

I løbet af ugen fik vi besøg af fåreklipperen. Jeg spurgte hende, om hun nogensinde havde hørt om, at moderfår stanger hinanden – det havde hun ikke, men hun var ikke afvisende over for min teori om flyttestress. Klipningen gik i gang og lige stå stille blev moderfårenes opførsel afmystificeret. Halvdelen af de seks moderfår var væddere. Det var en streg i regningen. ”Hvad i al verden skulle vi stille op med tre væddere?” Planen var jo at købe en vædder til efteråret. Vi måtte tænke os om, indtil videre besluttede vi at lade drengene og pigerne gå hver for sig.

Efter et par dybe suk, ringede jeg til min kammerat, der som plaster på såret tilbød os, at vi kunne komme ned og hente nogle andre damer til gården. Det gjorde vi, og denne gang tjekkede jeg lige underetagen, inden de blev hjulpet op i traileren.

Tiden gik, og vi besluttede at skille os af med to af vædderne. Der var ingen på guloggratis, der var interesserede i vores væddere, så efter at have konsulteret internettet endnu engang for at se, om man kunne spise væddere, så besluttede vi at sende to af dem til slagteren for at få lavet nogle grillpølser ud af dem. ”Det kunne man sagtens”, sagde slagteren.

Der kom et lille hvidt lam, mens damerne var på stald.

Som sagt så gjort. To væddere blev lavet til pølser, og den sidste fik lov til at blive hos os. Midt i april lukkede vi de fem damer og vædderen på græs, hentede vores grillpølser hos slagteren og glædede os over, at vi alligevel havde fået vendt en lidt dum situation til en god. Om aftenen tændte vi grillen på terrassen, åbnede en af de 60 poser med grillpølser og var stolte af begyndelsen på vores selvforsyningsliv. Men pølserne var uspiselige – de smagte af en mellemting mellem stald, lanolin og tis, og vi stod nu med 29.5 Kg pølser, der var uspiselige. Efter at have ærgret os over udviklingen, besluttede vi os for at slå koldt vand i blodet – nu havde vi trods alt lidt proteiner til hønsene og kattene.

Dejlige så de ud.

Og her skulle man så tro historien om vædderne ender, men den største overraskelse havde vi stadig til gode. For midt i september måned stod der pludselig et lille sort lam på marken, og tre dage senere kom to andre små sorte lam. Det viste sig, at vædderen og moderfårene havde fået et godt øje til hinanden på stalden, så da de blev lukket på græs i april, var der nogle aftaler, der skulle holdes. Desværre døde moderen til det første lam efter et par dage, så vi måtte finde sutteflasken frem. I dag har besætningen det godt. Lige nu står de på stald og selvom de kan gå ud, så ligger de inden for og dovner den dagen lang. Alle tre lam har det fint, og flaskelammet var vi nødt til at passe i tre måneder.

Til at starte med skulle den lille pige have mælk fem gange i døgnet.

Det viste sig altså, at det gode og velmenende tilbud om gratis moderfår absolut ikke blev gratis. To gange fåreklipning, slagtning, mælkeerstatning og afhentning fra Daka skulle vise sig at være lige så dyrt, som hvis vi havde købt seks nyklippede moderfår i maj måned.

Men det har været lærerigt – og lige på nær dødsfaldet, så har det også været sjovt.

Ud over at lave rav i den på vores egen matrikel nåede bassen her også at “krydse horn” med naboens vædder, der måtte tilses af en dyrlæge.

Hyggeligt øjeblik, hvor flaskelammet har fundet sin egen plads i flokken.

Jeg har over de seneste par måneder gået og tænkt på, om jeg skulle prøve at få mere jord til matriklen. Da vi overtog gården i 14 havde den netop skiftet status fra landbrug til nedlagt landbrug og jordstykket, der hører til var blevet beskåret til 19.999 m2. Efter at have undersøgt muligheden for at købe mere jord, fandt jeg ud af, at hvis jeg ønskede mere end blot 1 m2 mere jord, så skulle ejendommen skifte status tilbage til landbrug. Lige pt har jeg ikke mod på at prøve kræfter med bureaukratiet, så opfordret af min kæreste har jeg valgt at gøre som Dalgas efter 1864 – “Hvad udad tabes, skal indad vindes.”

Ud af vores to ha jord er halvanden udlagt som eng med et kraftigt levende hegn omkring. Hegnet bestod af gamle grantræer, der ikke havde det for godt på den fugtige jord, og så nogle piletræer, der lagde det meste af engen i skygge tidligt på aftenen.

Tanken var, at hvis jeg kunne få mere lys ned på engen, så ville jeg få et større område med græs og dermed mere foder til dyrene.

Hvis du trænger til lidt tips om, hvordan man laver sit eget brænde, så kan du tjekke disse videoer på youtube. Motorsavens brug

På billederne kan man se før og efter billeder af styningen.

Det ser ikke ud af meget, sådan et træ. Men kronen, hvor jeg står og saver, er i en højde på over tre meter. Stammerne er op til 10 meter lange og 45 cm i diameter.

Ja, men så har jeg kastet mig ud i blogtilværelsen. Jeg vil forsøge at skabe en blog for personer, der har interesse for selvforsyning og livet på landet. Jeg vil give et indblik i de genstridigheder og glæder, der følger med, når man flytter på landet for at bo og leve, og jeg håber, der er andre der vil lære af mine fejl og måske vil der endda være nogen, der kan profitere af mine erfaringer og idéer.

Jeg bor på et nedlagt landbrug på Fyn med min kæreste. Gården har nogle gamle ladebygninger, der enten trænger til en kærlig hånd eller til at blive revet ned. Der hører to ha jord til, og lige for tiden består husstanden af en lille fårebesætning, et hønsehus fuldt af høns, et par katte og så min kæreste og mig.