I går blev vi færdige med det gamle drivhus, der gemte sig inderst inde unde et voldsomt brombærkrat, da vi købte gården for halvandet år siden. Jeg kan huske, hvordan krattet bredte sig 6-7 meter ud fra huset og strakte sig helt op til over tagryggen på fårestalden. Dvs. at rankerne altså var blevet 8 -10 meter lange. Ud over et saneringsmodent drivhus gemte krattet også to æbletræer og en vinranke helt væk.

Ingen af os havde tidligere stået ansigt til ansigt til ansigt med et så stort krat, og for at gøre slemt værre, så var dette blot et af tre krat, der forsøgte at gemme flere af gårdens længer helt væk. Vi brød vores hoveder med, hvordan vi dog skulle få befriet bygningerne fra brombærrenes fast greb. Som så ofte før gik vi på nettet, men kunne vanen tro ikke finde ud af, hvilke af de forskellige råd, vi skulle benytte os af. Derfor gik vi i gang med motorsav og traktor. Min kæreste kørte traktoren helt op til krattet, jeg kravlede rundt inde i krattet med et kraftigt stykke tov, som jeg forsøgte at binde om så mange brombærstokke som muligt. Når traktoren blev sat i første gear, skyndte jeg mig at save de stokke over, som tovet trak i. Det gik nogenlunde men det tog alt for lang tid.

Det meste af ladebygningen var dækket af brombær.

Brombærkrattet stod der stadig, og det virkede næsten som en umulig opgave. Jeg konsulterede nettet endnu engang, og besluttede mig for at købe en særlig klinge til buskrydderen. Youtubedemonstrationen så jo helt fantastisk ud.

Men ak, også her måtte vi give op. Det viste sig, at den fantastiske klinge alligevel ikke var så bevendt. Problemet var blandt andet, at brombærrene voksede der, hvor den tidligere ejer havde smidt alt sit skrammel lige fra en gammel plov til en palle med eternitplader. Nok kunne skiven klare brombærranker, men et enkelt møde med et stykke jern fra en gammel plov, gjorde det af med den ellers dyrt indkøbte skive.

Vi besluttede os for at gå mere systematisk til værks. Man måtte da kunne få fjernet de brombær uden at skulle anvende så meget grej og værktøj, mente vi.

Og det kunne man. Et par tykke handsker og et ørnenæb viste sig at være vejen ud af genvordighederne. Min kæreste fik de tykke handsker på og trak i en ranke, og jeg iførte mig en tyk gammel jakke og kravlede ind til roden på den ranke, hun hev i. Lige efter blev ranken puttet i flishuggeren, og tilintetgjort. Det behøver ikke være nogen særlig stor flisehugger, for nok er brombærranker nogle lange ubehagelige størrelser, men de er også meget ”sprøde” og flækker let i maskinen. Hvis man ikke har en flishugger, så kunne jeg forestille mig, at man kunne klippe ranken i småstykker med sit ørnenæb.

Sådan endte det med at se ud. Krattet havde gemt på både bildæk, tagplader og gamle bilbatterier. Og neden under græslaget skulle der endda gemme sig et cementlag. Det har vi nu ryddet, og der er kommet en hyggelig terrasse til syne.

Så hvis du selv døjer med brombærkrat, der er ved at overtage din ejendom, så er mit råd, at du får købt dig nogle gode tykke handsker og låner/lejer dig frem til en lille flishugger. Så skal du nok komme af med problemet.

I løbet af vinteren har jeg i den grad været flittig med motorsaven. Som jeg tidligere har skrevet, så har jeg stynet piletræerne og tyndet gevaldigt ud i alle de mange træer, der stod på matriklen, da vi overtog vores lille gård for snart halvandet år siden. Tilbage står nu at få omdannet alle de mange stynede stammer til brænde til brændeovnen.

Og lad det være sagt med det samme. Det er hårdt arbejde. En ting er fældningen, men der er fascinationen over at se landskabet ændre sig så stor, at det opvejer det hårde arbejde.

Når først stammerne ligger klar til at blive savet op, så synes jeg ikke det er det store arbejde at få træet savet ud i de rette længder. En tank benzin på saven holder ca. 30 min. og så er det tid til en pause. Jeg har altid en flaske vand med, når jeg saver, og så husker jeg at give kæden en tur med filen, når jeg har hældt olie og benzin på maskinen. Jeg plejer at kløve træet ret kort tid efter, jeg har savet brændet ud. Jeg har en brændekløver til at stå i laden, men jeg synes, det går for langsomt, når jeg bruger den. I stedet har jeg sat et par bildæk oven på hinanden, og så sætter jeg brændet, der skal kløves, ned i bildækket.

Jeg har sat tre bildæk oven på hinanden. De er skruet sammen med nogle lange skruer, og så står der en huggeblok nede i dækkene. Et måske velkendt trick, men ikke desto mindre, så er det en stor hjælp.

Når brændet kløves flyver det ikke rundt til siderne, men holder sig i dækket, og så kan man give det de ekstra hug, det kræver, for man får det i de rigtige størrelser. Bildækket er en kæmpe hjælp, og det øger hastigheden på selve kløvningen gevaldigt. Der er, som jeg ser det, ikke noget hurtigere, end at kløve med økse.

Efter et par hug med øksen, kan dækket nu tømmes for brænde.

Det største problem ved at kløve med økse er, at man skal bukke sig ned for at samle brændet op. Men til det har jeg fundet noget, der hedder en ”Pickaroon.” En Pickaroon kan sammenlignes med en spids økse, man kan hugge i de stykker brænde, man vil samle op og kløve. Når man bruger en Pickaroon korrekt, så er det som en slags forlænget arm, der kan nå helt ned til jorden, uden man bukker sig.

Jeg har lavet min egen pickaroon, og i dag prøvede jeg den så. Den ligner ikke en af dem, man kan købe på nettet, men den har været gratis, og den fungerer helt fint.

Nogle siger “Pickaroon.” Jeg siger gammel knækket hegnspæl, skæv spidset tentorpæl og lidt trådhegn til at holde fast på det hele. Pris 8.-

En Pickaroon burde være hvermandseje for enhver, der kløver sit eget brænde. Det at man ikke behøver at bukke sig ned for at samle brænde op, sparer ryggen for mange buk. Det går måske en smule langsommere, når man bruger en Pickaroon, men til gengæld bliver kroppen overhovedet ikke træt, og man kan blive ved i lang tid.

Hvis du har lyst til at se videoer med Pickaroons, så kig her Pickaroon. Der er masser af videoer på Youtube med Pickaroons, du skal bare være forberedt på, at mange amerikanere hellere vil fortælle om deres værktøj, fremfor at vise hvordan de virker.

Men hvorom alting er, så er jeg blevet fan af Pickaroon.

For lidt over en uge siden flyttede en lille flok moskusænder ind på adressen hos os. Seks ænder og en andrik. Tanken er, at vi skal have masser af ænder, der skal slagtes til efteråret.

Jeg har ledt vidt og bredt for at finde nogle tegninger af andehuse og særligt nogle gode råd om, hvilke mål man bør lave et andehus efter. Men som med så meget andet på det der store internet, så synes jeg, jeg bliver dummere af at læse om alle de forskellige måder, folk laver huse på. Nogle skriver, at de slet ikke behøver et hus, andre at en gammel mælkejunge, der ligger ned er lige så god som et andehus.

Derfor besluttede jeg mig for at prøve mig lidt frem.

Mine kriterier for et godt andehus var følgende:

• Det skulle fungere som redekasse for ænderne.
• Det måtte ikke være for dyrt i anskaffelse.
• Det måtte ikke være for svært at lave.
• Det skulle kunne holde i et par år.
• Der skulle være plads til en and med æg/ællinger.
• Det må ikke blive så stort, at andrikken kan komme til at forstyrre den rugende and.

Efter lidt overvejelser besluttede jeg mig for at bygge et “Anderækkehus”, eller rettere tre redekasser ved siden af hinanden under ét tag.  Jeg kørte et smut i Jemogfix og anskaffede mig en krydsfinerplade med en tykkelse på 12.5 mm. Pladen måler 122 x 244 cm. Krydsfinérplade

Det betød altså, at jeg kunne lave tre redekasser på tværs af pladen, således at hver redekasse blev 40 cm bred og 40 cm dyb.  Jeg valgte at lave en lille “terrasse” foran hver åbning, så jeg skar pladen ud i 70 cm.

Med lidt omtanke er det ikke så svært at skære pladen ud i de rette stykker.

Derefter lavede jeg bagenden. Jeg tænkte, at hvis en mælkejunge er stor nok til en moskusand, så behøver bagenden ikke være mere end 25 cm høj. Fronten på huset lavede jeg lidt højere, så taget ville få en hældning. Jeg sjussede mig frem til, at 32 cm måtte være højt nok. Herefter var det blot at skære fire sider ud, så der kunne laves tre redekasser og nogle sider.

Taget har jeg også lavet med et lille udhæng, og for at få plads til udhænget over indgangene, måtte jeg skrue et par brædder fast. Så blev der også lidt at fæste hængslerne i – taget skulle jo gerne kunne åbnes.

Taget kan løftes op, så det er muligt at se, om der skulle være æg i redekasserne.

Taget skal jo sidde fast – også i blæsevejr, så jeg sømmede en cykelelastik fast med en krampe i taget. Jeg skruede også et par kroge fast bag på huset, så det er faktisk muligt ret enkelt at “låse” taget op og tjekke redekasserne.

Elastikken er sat fast med en krampe. Krogene bagpå holder elastikken fint fast og trykker taget ned på plads.

Alt i alt kostede huset mig lidt over 200.- Det synes jeg er helt rimeligt for tre redekasser. Nu er der bare tilbage at vente på, om de overhovedet bliver taget i brug.