Lige siden vi flyttede ind på vores lille nedlagte landbrug, så har det været vores ønske at få grise. Jeg havde allerede under ejendomsmæglerens første fremvisning forudset, hvor grisebasserne skulle gå, når den tid kom, men der var bare lige nogle andre ting, der skulle ordnes først. Vi skulle have høns, får, gæs og ænder, inden vi skulle prøve at have vores helt egne grise til at rydde jorden for os.  Ja, og så skulle vi naturligvis blive enige med sælger om en pris for huset, men alt det forekom at være sekundært – vi skulle have grise – en eller anden dag.

Jeg brugte det meste af marts måned på at få lavet grisenes kommende fold. Jeg valgte at fælde en hel del træer, for foldens dårlige dræn havde gjort jordbunden usædvanligt blød, og jeg var bange for, at grisene ville tippe træerne omkuld, når de gik og rodede i jorden. Måske var min frygt lidt overdrevet, men ganske som med resten af ejendommen, så var det som om, alting var vokset den forrige ejer over hovedet, så en generel studsning var ikke af vejen.

Det endte med en fold på godt og vel 1000 m2. Der var stadig lidt træer, der gav skygge. Et af de stoppede dræn skabte et dejligt mudderhul og så var der masser af jord, trynerne kunne stikkes ned i. Hegnet blev trukket rundt om folden, og jeg fik trukket strømtråde på, så alle lovkrav blev overholdt.

Loven siger, at man skal have tre strømførende tråde på den modsatte side af den pæl, hvor det faste hegn sidder. Lidt foran hegnet sidder yderligere en strømtråd. Den er sat op med fjederbelastning, så den altid er stram. Det var den, pigerne tjekkede hver dag.

Vi er velsignet af at bo i griseland. Her i hjørnet af Fyn er der både dyre frilandsgrise, der er opkaldt efter halvøen, vi bor på, og så er der alle de grise, der bor tæt under tag. Det er ikke hver dag, man tænker på, at man bor i griseland. Men et par gange om året, bliver man mindet om det. Det synes særligt at være på forårets første varme dage, at gyllen køres på marken. Når det sker, bander man stedet langt væk, men man glemmer det hurtigt igen, for gyllekørslen er faktisk hurtigt overstået. Og så er der jo det praktiske ved at bo i griseland – der bor bønder, der ved alt om grise. De ved hvordan man skal hegne dem ind og fodre dem, og så fik vi – måske fordi vi spurgte pænt – lov til at købe tre 3 LYD-grise på 30 kg. Betegnelsen LYD dækker over en kombinationsrace, hvor man har krydset Landrace, Yorkshire og Duroc. Det giver en hurtigvoksende gris, der er velegnet til de danske slagterier. Der kan siges for og imod denne race, men vi syntes, det var et godt sted at begynde.

Endelig kom dagen. Sidst i april måned kom de tre piger med traktor hjem til os. De havde gået i klimastald, og nu skulle de, som de heldigt udvalgte få, leve et liv under åben himmel hos os.

De tre piger ankom lige som solen havde besluttet sig for at skrue op for lyset og varmen, så det varede ikke længe, inden ørene på dem begyndte at blive røde. Vi blev naturligvis bekymrede over udviklingen, men vi mente, at vores solcreme fra sidste år ville kunne bruges. Og så ville det samtidig være en lejlighed til at lære hinanden lidt at kende. Så vi introducerede pigerne for lidt øm hudpleje, og så gik det så småt bedre. Men man forstår godt, hvorfor svinebranchen gerne vil udvikle en griserace med mørke ører.

Jeg havde en forestilling om, at grise ville spise alt, de blev præsenteret for. Vi havde fået adgang til kasseret morgenbrød, og det skulle pigerne nyde godt af – hvem ville ikke sætte pris på en morgenbuffet med genfersnitter og sigtebrød? Men men men, det var helt galt. I min begejstring over at kunne fremtrylle sammenlagt 270 kg flæskesteg vha. kasseret bagerbrød, fik jeg fortalt om min foderplan til en af de lokale bønder, der i 40 år havde lavet slagtesvin til slagterierne. ”De bliver fede, ” sagde han og grinede lidt af os. Fede grise var vores store skræk. Hvem gider købe en halv gris af os, hvis halvdelen er fedt? Så er der jo kun en kvart tilbage. Vi besluttede derfor at droppe den meget billige men alligevel luksuriøse buffet til fordel for slagtesvinsfoder – og bortset fra et supplement af æbler og mirabeller, skulle det udgøre pigernes madplan resten af den tid, de var hos os.

Vi begyndte med at fodre i sådan en foderautomat som denne. Det var dog svært for pigerne at få adgang til den på same tid, så lidt efter lidt skiftede vi til et trug, hvor de kunne spise på samme tid.

Pigerne voksede og blev til små damer. De virkede glade for deres liv hos os. De fik rusket godt op i jorden, og når jeg kom kørende på havetraktoren forbi deres fold, så løb de ved siden af og gryntede så højt, at de overdøvede den ellers så støjende motor. Vi havde det godt – grisebasserne og så os.

Grise skal have adgang til frisk vand. Vi satte en drikkekop op på en cementring, og det virkede over al forventning.

Men alting har en ende – og det i særdeleshed også, når enden er en skinke. Slagteren blev bestilt.

Når man sælger grise via en slagter, foregår det som regel sådan, at køberne af grisene selv møder op hos slagteren, hvor de så kan få præcis de udskæringer, de vil have. Og selvom det lyder helt fantastisk, så er det noget upraktisk, for de fleste slagterforretninger åbner tidligt om morgenen og lukker først på eftermiddagen – og det kan godt komme i konflikt med det der almindelige arbejdsliv, der optager de fleste af os.

Slagteren ankom første gang en søndag. Jeg havde sat nogle paller op, så grisene lige så stille kunne lokkes ud af deres fold med et par godbidder – op i slagtervognen og så afsted. Koteletterne var lige om hjørnet. Aftaler med købere var i hus, det hele var timet og tilrettelagt.

Desværre havde jeg undervurderet, at grise har en helt og aldeles forrygende hukommelse. De skulle ikke forbi det hegn, der havde været strøm i i fire måneder. Den havde jeg ikke set komme. Og selvom slagteren forsøgte alt, han kunne, så lykkedes det os ikke at lokke eller skubbe de store damer forbi hegnet ud til slagtevognen – så han måtte køre igen med tom vogn, og jeg måtte aflyse aftalerne med køberne.

Fjorten dage senere kiggede slagteren forbi igen. Denne gang havde jeg lånt mig frem til en hestetrailer, som jeg havde fodret i i fem dage. Pigerne var vant til at gå derop for at spise, og da slagteren kom anden gang, havde jeg allerede lokket pigerne op i traileren lukket døren og sagt et åndeligt farvel til de tre. I løbet af de seneste fire måneder havde vi lært dem at kende. Vi kunne genkende deres grynt, og vi var kommet tæt på deres forskellige personligheder. Det var lidt trist, de skulle afsted – men vi driver jo en lille bondegård – ikke en zoologisk have, og vi har dyrene, fordi de skal spises. Det bedste vi kan gøre for dem er at sørge for, de har det godt, så længe de er her. Det var i hvert fald de tanker, der for igennem vores hoveder, da vi vinkede farvel til slagtervognen med vores tre grise.

Om onsdagen skulle de hentes. Køberne var ankommet og stod klar med poserne. Slagterne spurgte om antallet af koteletter og længden på flæskestegen. Vores tre piger var blevet til noget helt fantastisk kød. Jeg spurgte slagteren til min fedmefrygt. ”Er de for fede? ” ”De er helt perfekte,” sagde han.

Vores tre grise vejede hhv. 112, 97 og 95 kg slagtet.

Lad det være sagt med det samme. Moskusænder smager fantastisk. Det er ændernes Formel 1, når det kommer til smagen. I det hele taget kan der siges meget fantastisk om moskusænder. De er ivrige æglæggere, gode rugere, og så er deres krav til vand noget mindre end tamænder.

Men men men, moskusænder har en hage- og det, hvis du spørger mig, så er det en alvorlig hage. De er svære at plukke. Hvis du går og tænker på at anskaffe dig moskusænder, så er du med garanti stødt på denne problemstilling – og du er med garanti også stødt på internettråde, hvor der er nogen, der skriver, at det ikke er noget problem at plukke dem. Og måske er jeg bare usædvanligt dårlig til at plukke dem – men spørg dig selv… Er du god til det?

For et par år siden anskaffede jeg mig en lille flok moskusænder. Det resulterede i sammenlagt 50 ællinger, der voksede sig store i løbet af kort tid. Mine ænder gik på et stort område rundt om en lille sø, og de havde det godt. Slagtesæsonen nærmede sig.

Med udsigten til at skulle plukke 50 ænder, syntes jeg, det ville være en god investering at købe en plukkemaskine. Efter lang tids overvejelse faldt valget på en tromleplukker. Efter en kort e-mail-udveksling med ejeren af virksomheden, hvor han garanterede mig, at plukkeren med lethed kunne plukke mine moskusænder, så slog jeg til. 6.000.- for vidunderet. En tidlig morgen fangede jeg 10 ænder. Jeg havde i forvejen varmet vand i gruekedlen – det hele var klar.

Sådan så den ud – plukkeren. Et kinesisk mareridt.

Jeg skoldede en and ved ca. 55 grader, og smed derefter dyret i plukkeren. Jeg havde på youtube set, at plukkeren skulle køre i et halvt minuts tid. Jeg hev dyret op efter at have stået og set på det dreje rundt i plukkeren. Anden var slet ikke plukket. Ryggen var stadig dækket af fjer, og der var kun nødtørftigt blevet hevet lidt fjer af på brystet. Til gengæld manglede min and en vinge, og den havde fået en stor læsion på et af lårene. Vingen sad nede i plukkeren. Den var blevet nevet af. Skuffelsen var til at tage og føle på. Lortet virkede ikke.

Jeg gik på nettet igen – noget måtte jeg have gjort forkert. Jeg prøvede herefter med forskellige skoldetemperaturer. Jeg smed en håndfuld salt i vandet. Jeg købte afspænding og puttede det i. Jeg købte store gummihandsker, så jeg kunne gnubbe ænderne i vandet. Jeg smed flere ænder i plukkeren på samme tid. Jeg klippede benene af ænderne, så de ikke rev sig selv i stykker i maskinen. Jeg klippede også vingerne af, så de heller ikke sad i vejen. Lige lidt hjalp det. Af og til dukkede en and op, hvor det lod sig gøre at få ca. 60% af fjerene plukket. Men at fjerene ikke kunne komme af, viste sig ikke at være det værste. Det værste med tromleplukkeren var, at gummifingrene efter ganske kort tid slog gumpen i stykker, så jeg skubbede tromleplukkeren til side, og smøgede ærmerne op i stedet.
Jeg havde håbet, jeg kunne sælge juleænder til jul – men det skulle ikke lade sig gøre så let.

Jeg håndplukkede de sidste 12-15 ænder, og så brugte jeg plukkevoks til at få bugt med de sidste små fjer. Det resultat endte fint, men det tog tid – lang tid.

Nu har jeg ikke moskusænder mere. Og det er jeg faktisk rigtig ked af, for jeg synes stadig, de er en fantastisk spise. Jeg ved ikke, om jeg skal have moskusænder igen. Måske. Lige nu har jeg en håndfuld tamænder og nogle gæs. Jeg har solgt tromleplukkeren til en ung dame, der kun havde høns. Og det virker den fint til.

Og så har jeg købt en anden plukkemaskine. Nu må vi se, om den virker – det vil vise sig, når tamænderne skal laves til juleænder.